Homøopati er en komplementær behandlingsform, som bygger på at stimulere menneskets egne selvhelbredende kræfter. Homøopaten behandler hver person individuelt og behandler det hele menneske og ikke kun et enkelt symptom. Homøopaten ordinerer homøopatiske midler.
Homøopatens arbejdsredskab er en grundig, fortrolig “homøopatisk samtale”, som varer 1-2 timer. Her får homøopaten kendskab til præcise detaljer om din nuværende sygdom, sygehistorie, livsstil og diæt samt følelsesmæssige og mentale tilstande. Homøopaten stiller mange spørgsmål, som er nødvendige for at forstå helheden af symptombilledet. Terapeuten bruger den grundige sygehistorie til at udvælge et homøopatisk middel, som du tager som tabletter eller dråber i munden.
Homøopatiens historie
Homøopati er blevet brugt i mere end 200 år. I dag er homøopati en af de største komplementære behandlingsformer i verden og findes i Asien, Amerika, Afrika og Australien – ud over Europa, hvor homøopatien oprindeligt kommer fra. Ordet ”homøopati” kommer af de to græske ord: homoios og pathos, som betyder ”en lignende lidelse” og henviser til lighedsprincippet, som homøopaten bruger til at vælge et homøopatisk middel.
Det homøopatiske middel
Det homøopatiske middel stimulerer vores iboende selvhelbredende kræfter, når det udvælges korrekt. De homøopatiske midler produceres af specialiserede homøopatiske farmacier ved hjælp af en omhyggelig proces, hvor de fortyndes og rystes kraftigt på en særlig måde, som kaldes ”potensering”. De fleste homøopatiske midler er lavet af planter og afprøves på raske mennesker og ikke på dyr. De homøopatiske midler kan bruges af børn, voksne og gravide.
Hvordan er det homøopatiske middel sat sammen?
Når du fx er forkølet, løber dine øjne og næse. De samme symptomer får du, når du piller et løg. Da en forkølelse fremkalder lignende symptomer, vil homøopaten vælge allium cepa, et homøopatisk middel lavet af løg. Det var den tyske læge Samuel Hahnemann (1755-1843), som satte lighedsprincippet i system, efter han afprøvede bl.a. Kinabark på sig selv og oplevede, at det fremkaldte feber. Kinabark blev dengang brugt mod Malaria, som fremkalder gentagne feberanfald.